59 55 00 55

3000 krydstogtgæster går i havn i Kalundborg

Den 12. maj får Kalundborg besøg af krydstogtskibet MS Rotterdam

Skibet lægger til i Kalundborg Havn med omkring 3.000 amerikanske gæster ombord, og byen danner rammen om en helt særlig dag – både for de besøgende og for Kalundborg.

Lige nu samarbejder flere lokale aktører tæt om at få Kalundborg til at stråle – gerne i majsol. Med Kalundborg Havn i spidsen og i partnerskab med Destination Sjælland, Vores Kalundborg og Kalundborgegnens Erhvervsråd er ambitionen klar: at give gæsterne et varmt, imødekommende og autentisk møde med Kalundborg.

Kalundborg gemmer på mange skatte

Både kulturhistorisk, naturmæssigt og udviklingsmæssigt. Dem vil vi gerne dele – ikke kun for én dag, men som en invitation til at vende tilbage. For målet er ikke blot at være et stop på ruten, men et sted, man får lyst til at opleve igen.

En del af passagererne vil være på planlagte busture til andre sjællandske byer, men mange vil benytte lejligheden til at udforske Kalundborg by og Røsnæs. På dagen indsættes der shuttlebusser, som gør det let at komme rundt og gå på opdagelse – i byen, i landskabet og i fortællingerne.

Samtidig forbereder detailhandlen og restaurationslivet sig på dagen. Der arbejdes med gode tilbud og ekstraordinære oplevelser, som er målrettet – men ikke forbeholdt – gæsterne fra skibet. Det betyder, at den 12. maj bliver en dag med ekstra liv, stemning og små overraskelser for alle, der lægger vejen forbi byen.

Kort sagt bliver den 12. maj en festlig dag at besøge Kalundborg

En dag, hvor byen viser sig fra sin åbne, levende og samarbejdende side.

Står man som virksomhed i Kalundborg Kommune med en god idé til et produkt, en aktivitet eller en oplevelse, man gerne vil tilbyde på dagen, er man meget velkommen til at byde ind.

Simone står for koordineringen og samler initiativer, aktiviteter og boder på markedet. På den måde sikres sammenhæng og overblik – til glæde for både gæster, virksomheder og byen som helhed.

Del: