59 55 00 55

Eline er meget begejstret for sit studierelevante job

Jobbet er resultatet af et godt samarbejde mellem en privat arkitektvirksomhed og Det Kongelige Akademis arkitektuddannelse i Kalundborg.

Af journalist Sonja Husted Rasmussen

Eline Kristiansen er meget glad

Hun har nemlig fået et studierelevant job på tegnestuen hos arkitekt Dan Betak DLB ARKITEKTER i Holbæk og tager derfor flere gange om ugen toget til Holbæk og senere retur til Kalundborg. Hun blev ansat 1. marts indtil videre 8 timer om ugen, måske kan det blive til flere timer efterhånden, men kun hvis det passer ind i studiet. Det er meget vigtigt, ved Dan fra dengang han selv var under uddannelse.

Han deltog i åbent hus hos Det Kongelige Akademis arkitektuddannelse i Kalundborg og blev topmotiveret til at finde en studerende, der kunne have lyst til at tage turen til Holbæk og blive en del af en lille tegnestue og af alt, hvad det indebærer.

Han kontaktede arkitektuddannelsen i Kalundborg, og Eline var lynhurtig til at slå til. Studiejob skal opslås på Det Kongelige Akademis hjemmeside, men de administrative medarbejdere i Kalundborg hjælper gerne med at videreformidle til de studerende.

– Det er dejligt at få mulighed for at få relevante arbejdsopgaver, for at udvikle mig og lære noget om arbejdslivet som arkitekt og dermed få erfaringer, der kan komme mig til gode, når jeg engang skal søge job som arkitekt.

Det siger Eline på klingende norsk. Hun er nemlig nordmand og kommer fra omegnen af Oslo. Det var svært at komme ind på arkitektuddannelsen i Norge, og derfor søgte hun til Danmark, og det har hun absolut ikke fortrudt.

Pionerer på den gamle station

Eline er glad for, at det blev Det Kongelige Akademis nyoprettede arkitektuddannelse i Kalundborg, for her har hun sammen med de øvrige studerende fået en enestående mulighed for selv at være med til at præge uddannelsesstedet, og det ned i de helt små detaljer.

Da holdet på en snes studerende rykkede ind i den gamle stationsbygning i Kalundborg, der tidligere også husede Restaurant Fjorden, var der ingenting, INGENTING.

En del af de studerendes læring har derfor handlet om at finde ud af, hvordan man bebor og indretter en bygning, der ikke er tænkt eller tegnet til en arkitektuddannelse. De studerende har været involveret i indretning af køkkenet, der bliver brugt flittigt til både fællesspisning og mere udadvendte aktiviteter som for eksempel Åbent Hus. Derudover har de selv lavet træborde til biblioteket, og de har været på jagt i Kalundborgs genbrugsbutikker efter tallerkener, bestik, krus og kopper, og en del af uddannelsens service stammer fra det nu nedlagte hotel Ole Lunds Gaard.

Jo, Eline har sammen med de øvrige været med til at sætte sit præg på omgivelserne.

Bofællesskab og studentercafé

Eline er faldet godt til i Kalundborg, og det skyldes ikke mindst, at hun er flyttet i bofællesskab sammen med fire andre studerende i et hus på Lundevej. Bofællerne har det fint sammen, og lige nu er de i gang med at realisere planerne om at anlægge en køkkenhave.

De deltager også i studentercaféens arrangementer. Her laver de studerende, der også kommer fra professionshøjskolen Absalon, mad sammen i Restaurant Fjordens gamle køkken, og bagefter spiser de allesammen nedenunder i foreningen SYMBs lokaler, hygger sig og spiller måske bordtennis og diverse brætspil.

Studieby Kalundborg

Studentercaféen er et synligt resultat af arbejdet i arbejdsgruppen Studieby Kalundborg, hvor Kirsten Hauge, der er institutkoordinator på Det Kongelige Akademis arkitektuddannelse i Kalundborg, er medlem. Gruppen arbejder for at gøre Kalundborg bedre og mere attraktiv at være i for unge. Gruppen tæller også repræsentanter for Kalundborg Kommunes bosætningsteam, og en af de arkitektstuderende har fået job med at skyde studentercaféen i gang og med at lave en hjemmeside for studerende og for tilflyttere til Kalundborg.

Arkitektuddannelsen i Kalundborg er også med i to undergrupper i Studieby Kalundborg, der arbejder med at skaffe studiejob, den ene med det formål at skaffe akutjob til studerende, der kommer fra lande uden for Europa, og som ikke kan klare sig økonomisk uden et job, den anden arbejder mere langsigtet på at skaffe job, og den gruppe tæller blandt andre en repræsentant for Kalundborg Jobcenter.

Cykelmarkeder

Kontakten til de lokale foreninger har været en fordel blandt andet ved de cykelmarkeder, som først Absalon og nu også arkitektuddannelsen arrangerer. Her kan borgerne sælge brugte cykler til de studerende, og forud for salget bliver cyklerne tjekket af cykelklubben.

Der står cykelmarked på programmet igen til august, og institutkoordinator Kirsten Hauge håber, at kalundborgenserne stadig har gamle, brugbare cykler stående i garagen. Ved de to første markeder svarede udbud til efterspørgsel.

Arkitekten og den kunstige intelligens

Studiejobbet hos Dan Betak betød, at chefen inviterede sin praktikant med til Danske Arkitektvirksomheders årsmøde 18. april i København.

Efter den ordinære generalforsamling var der indlæg om kunstig intelligens, og her fik deltagerne et indblik i hvilken betydning, brugen af kunstig intelligens har for arkitekternes arbejde.

Eline var glad for at være med, og den fælles oplevelse giver anledning til at emnet tages op til drøftelse hjemme på tegnestuen.

Eline er ikke skræmt af udsigterne til, at den kunstige intelligens måske gør det fag overflødigt, som hun nu er ved at uddanne sig til:

– Men det er vigtigt, at vi lærer at bruge den, siger hun.

Dan Betak supplerer med at sige at AI, Artificial Intelligence, får rigtig stor betydning for arkitektbranchen, og hvis man ikke sætter sig ind i, hvad det er, og rent faktisk bruger det, er der stor risiko for at branchen sakker agterud.

Han har dog også en positiv historie om, hvordan det kan gå. Et par kunder havde købt et program med AI ud fra den mening, at der da ikke var nogen grund til at bruge en arkitekt. De kom tilbage til arkitekten og sagde, at det program gad de ikke selv rode med. De havde brug for en rådgiver:

– Hos arkitekten ligger der den vigtige opgave at forstå teknologien og bruge den. Du er nødt til at gøre den til din fordel i stedet for at frygte at den tager dit job, siger han, og Eline Kristiansen erklærer sig enig.

Hun er nu i fuld gang med studiet, der efter 5 år (3 år til bachelor- 2 år til kandidatgraden) bringer hende ud på den anden side som færdiguddannet arkitekt – og hun kan blive i Kalundborg under hele forløbet, for kandidatgraden kan også tages her.

Arkitekt Dan Betak

er uddannet fra Det Kongelige akademis arkitektuddannelse i København og blev færdig i 2007.

Siden 2015 har han arbejdet som selvstændig, i begyndelsen sideløbende med sit fuldtidsjob, og i 2018/19 blev han selvstændig på fuld tid.

Han driver DLB ARKITEKTER, der har til huse i Holbæk, og han arbejder med opgaver over det meste af Sjælland og også på Lolland/Falster. Han er nemlig ansat som bygningskonsulent for Lolland/Falsters Stift.

Dans speciale er tilbygning, ombygning og nybyggeri, og han har en passion for at tage fat i en eksisterende bygning og optimere den ved ombygning, tilbygning eller renovering.

Eline Kristiansen

er 21 år og kommer fra Lunde i Telemark, ca. 2 timers kørsel fra Oslo. Eline har gået i Fagskole på årsstudium i projektledelse. De sidste 3 måneder var Eline i praktik i NAL (Norske Arkitektforbundet). Sideløbende har Eline haft et studiejob som butiksmedarbejder hos Kiwi.

Eline har efter skolen holdt et sabbatår, hvor hun både fik tid til at læse ekstrafag og drage ud på nogle små rejser til Spanien og Italien.

Kirsten Hauge

har været ansat som institutkoordinator på Arkitektuddannelsen i Kalundborg, siden den startede i september 2023.

Kirsten har tidligere været skolesekretær på Specialcenter Sigrid Undset og dernæst ledelseskonsulent på Professionshøjskolen Absalon. Hun har et stort kendskab til Kalundborg og byens foreningsliv, og det bruger hun aktivt i stillingen som institutkoordinator ved Det Kongelige Akademi.

Arkitektstuderende Eline Kristiansen i arbejde hos Dan Betak, DLB ARKITEKTER i Holbæk.

Del:

Flere nyheder

Hold dig opdateret om det lokale erhvervsliv

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder, råd og netværksmuligheder!